Anmeldelser

Derfor er hans to bøger nok ikke det sidste der er skrevet om Blekingegadebanden eller om terrorismens anatomi i Danmark. Så meget desto bedre ville det være, hvis Øvig fik udstyret bøgerne med noter. Det ville lette arbejdet for fremtidige skribenter!

Blekingegadebanden, Del 1

Af Per Øvig Knudsen

Anmeldt af Ole Valentin Mortensen

Lad det være sagt med det samme, teksten ledsages ikke af noter! En historiker vil derfor automatisk spjætte indigneret med benene. Dertil kommer at forfatteren har anbragt litteraturlisten på sin hjemmeside, sammen med en kort redegørelse for sammensætningen af de lukkede kilder. Skødesløst kan man måske mene, men jeg tror Peter Øvig har gjort det bevidst, og jeg kan til en vis grad forstå det (dog ikke bifalde det). 
Den væsentligste del af historien baserer sig på lukkede kilder fra Københavns Politi og rapporter fra PET, som de færreste læsere har adgang til at konsultere. Hertil kommer udsagn fra en del anonyme vidner, som Øvig af forskellige årsager må beskytte. Men jeg tror en nok så væsentlig grund til at journalisten Øvig har negligeret noterne er, at hans historie er så spændende. Han prioriterer den spændende historie og det brede publikum over dokumentationen. Og den virker i en grad, spændingen, så man har svært ved at lægge bogen fra sig.
Den starter i april 89 med politiets arrestation af medlemmerne af det der skulle blive kendt som Blekingegadebanden, hvor omfanget af bandens forbrydelser står klart: støtte til international terror, røverier, kidnapning, drab – og den slutter med Politiets desperate kamp for at finde den dæklejlighed i København, der passer til en serie nøgler fundet hos de sigtede. Ind imellem denne dramatiske begyndelse og slutning beretter Øvig om den udvikling i 60erne og 70erne der radikaliserede en lille hård kerne på den yderste venstrefløj, og anbragte Danmark på verdenskortet for den internationale terrors netværk. Vi følger gruppens ideologiske og organisatoriske udvikling fra deres ungdoms vår i KUF (kommunistisk ungdomsforbund) under Gotfred Appel, lederen af KAK (kommunistisk arbejderkreds), med maoistisk orientering, og radikalisering i forhold til Vietnamkrigen i 60erne. Og vi følger udviklingen fra 1970 af KAK/KUF til en mere og mere professionel terrorcelle, med striks disciplin og konspirative regler – og med direkte kontakt til den palæstinensiske terrorgruppe PFLP, på linje med 70ernes kendte europæiske grupper: RAF, Røde Brigader, Action Directe. Gotfred Appels ansvar for denne udvikling er tydelig i det forhold, at PET gav gruppen navnet Appel-gruppen, og PFLP henviste til medlemmerne af den danske celle som ”æblerne”. Der leveres interessante psykologiske forklaringer på radikaliseringen, og på den mentalitet der skabte et lille lukket terroristisk parallelsamfund i det ellers relativt harmoniske Danmark. Og det lykkes også for Øvig at sætte udviklingen i Danmark ind i den større internationale sammenhæng. Dette første bind af to beskriver udviklingen til 1980, hvor lederen af en udbrydergruppe fra Appels KAK dør.

Kedeligt bliver det aldrig, og Øvig reflekterer faktisk fornuftigt over sine kilder flere steder. Men det er ofte meget uklart f.eks. hvornår noget blev sagt, i hvilken forbindelse, og hvem der sagde det – og det gælder også de åbne kilder. Og det er vel bogens svage side.

I tillid og varm sympati. Dansk-britiske forbindelser og USA under den tidlige kolde krig.

Af Rasmus Mariager

Anmeldt Af Ole Valentin Mortensen

Bogens emne er udviklingen i forholdet mellem Danmark, Storbritannien (UK), og USA i den kolde krigs tidligste år (1945-1955). Den bygger på forfatterens ph.d. afhandling fra starten af dette årti, og den er blevet omstruktureret for at gøre den mere indbydende for verden uden for universitetet. Forfatteren har anbragt forskningsoversigten og kildebeskrivelserne bagerst i bogen. Jeg vil anbefale alle læsere, at læse disse kapitler først, da det er vigtigt for forståelsen og vurderingen af forfatterens fremstilling og argumentation. Vigtige forbehold må f.eks. tages ud fra det simple faktum, at forholdet mellem Danmark og dets vigtigste allierede under den kolde krig ikke kan belyses så klart fra britisk og amerikansk side som det kan fra danskernes. Vi betød og betyder ikke lige så meget for supermagten USA og den regionale stormagt UK, som de gjorde og gør for os. Dette afspejler sig naturligvis i kildematerialet, hvor man f.eks. er i stand til løbende at følge den danske politiske beslutningsproces om forholdet til de to på højeste niveau. Forholdet til Danmark blev i sagens natur ikke viet samme interesse hos vore to hovedallierede, og behandlingen af dette forhold foregik dermed oftest i et ministeriums departement eller hos en ambassadør. Vi må, som Mariager gør det klart, ofte tage forbehold overfor de institutionelle vurderinger vi har i amerikanske eller britiske kilder, da de ofte havde et ønske om at fremhæve betydningen af deres arbejde overfor regeringen.
Bogen er inddelt kronologisk i 3 tidsafsnit: 1945-1947, 1947-1950; 1951-1955. Det første afsnit giver god mening for mig, men ville det ikke være mere naturligt at gøre 1949 til det andet skelsår, da det jo var et år med meget skelsættende begivenheder i verdenshistorien og året hvor beslutningen blev taget om at melde os ind i NATO? Dog går valget af afsnit i forlængelse af forfatterens tese, der går ud på at briterne betød mere for dansk udenrigspolitik end de normalt får tak for af danske historikere. Almindeligvis anses UK for at være vor vigtigste allierede i de første år efter krigen, hvorefter især socialdemokraterne med Hedtoft i spidsen i en periode søgte efter en skandinavisk forsvarsalliance, der gik i vasken pga. nordmændenes modvilje. Så blev det NATO, hvor USA naturligvis spillede den vigtigste rolle. Mariagers bog viser ikke noget der rokker ved dette overordnede billede, men den er interessant på den måde, at den viser hvorledes Danmark som små-stat søgte at orientere sig internationalt efter krigen, i en verden der var radikalt forandret, og at de særlige bånd der blev knyttet til den regionale stormagt, Storbritannien, havde stor betydning for Danmarks udenrigspolitiske kurs, også efter vor tilslutning til en forsvarsalliance med den globale supermagt USA. Mariager viser hvordan Danmark fra befrielsen i 45 orienterede sig kraftigt efter Storbritannien, dels økonomisk, hvor samhandelen mellem landene hurtigt blev retableret, og blev Danmarks væsentligste. Men også sikkerhedspolitisk, med et betydeligt dansk bidrag af soldater til den britiske besættelse af den nordlige zone af det slagne Tyskland fra 1947 og helt til 1958. Mariager har valgt at inddele behandlingen af forholdet under særskilte kapitler om henholdsvis de politiske, økonomiske og kulturelle forhold. Det er hensigtsmæssigt, både fordi den dansk-britiske samhandel var så vigtig for begge parter, men også fordi briterne og amerikanerne havde divergerende opfattelser af hvordan verden skulle indrettes på det økonomiske felt, og fordi deres interesser faktisk skabte gnidninger, der også havde konsekvenser for Danmark. Dette kom blandt andet til udtryk gennem implementeringen af Marshall-hjælpen, med britisk skepsis i forhold til amerikanernes ønske om økonomisk liberalisering og europæisk integration.
De mange sider om bilaterale forhandlinger om smør og flæskepriser kan af og til blive lidt tørre, men uvedkommende bliver det aldrig, da Mariager hele tiden formår at knytte de tekniske aspekter af samhandelen til det overordnede politiske billede. Han viser hvordan briterne fra starten så udenrigshandelen som et middel for udenrigspolitikken, og meget tidligt søgte så vidt muligt at holde den kommunistiske lejr udenfor samhandel med Danmark, ved bl.a. at være fleksibel med hensyn til levering af råstoffer. Men han viser også hvordan den bilaterale samhandel var udsat for mange prøvelser, der vel bundede i at begge lande havde svære økonomiske problemer at bakse med i den første efterkrigstid. Der var langt fra tale om et harmonisk forhold, og den umiddelbare og uselviske begejstring for briterne, som især oplevedes i befrielsesregeringens korte periode, veg snart for mere nøgterne overvejelser, og de danske forhandlere veg ikke tilbage for at true med at åbne for handel med Sovjet og Polen, hvis ikke de fik handelsmæssige indrømmelser. Det var heller ikke samarbejde for samarbejdets skyld, begge lande havde brug for det den anden kunne levere. Men kriserne i forholdet blev løst, for begge parter havde trods alt også en interesse i et godt forhold, der rakte langt ud over snævre økonomiske interesser.
  I kapitlerne om de politiske relationer finder man til gengæld en beskrivelse af god overensstemmelse mellem USA og UK på det overordnede udenrigspolitiske plan, især da den amerikanske ledelse fra 1947 skærpede sin politik overfor Sovjetunionen. Danmark og Skandinavien blev i de første efterkrigsår stort set overladt til Storbritannien, dog med undtagelse af Grønland, hvor amerikanerne af militærstrategiske årsager havde ønsker om kontrol fra begyndelsen. Grønland var iflg. Mariager kernen i de dansk-amerikanske forbindelser helt frem til årsskiftet 1947-48.
Spørgsmålet om den såkaldte påskekrise i 1948 er genstand for en længere diskussion, hvor Mariager især går imod ideen om at den var en art katalysator for Danmarks tilslutning til NATO. I den forbindelse retter han pennen mod historikeren Bo Lidegaard, som han i øvrigt går i rette med mange steder i bogen. Det vil altså være en fordel at man har et vist kendskab til Lidegaards bøger om den tidlige kolde krig. Han tilslutter sig de historikere der mener at påskekrisen bidrog til at styrke et dansk ønske om en nordisk forsvarsunion, men med den indsigelse, at der udover den nordiske orientering stadigvæk var en britisk orientering.
Jeg finder ikke Mariagers diskussion om denne dobbelte orientering afklaret – dels tyder en hel del i hans fremstilling på at f.eks. statsminister Hedtoft ikke havde megen tro på at briterne kunne stille særlig meget op mod Sovjet uden amerikanerne (se f.eks. bogens side 60, hvor Hedtoft i konfidentiel samtale med amerikanerne udtrykker sin frygt for amerikansk isolationisme i 1946, og sin opfattelse af Storbritanniens svækkelse). Og f.eks. mener jeg det bør undersøges bedre hvor vidt effekten af den britiske orientering var at fremskynde den atlantiske løsning eller i virkeligheden at forhale den. Altså troede danskerne så længe på den nordiske løsning fordi de regnede med at det britiske forhold (eventuelt med USA i en uofficiel, nedtonet og tilbageholdende rolle) kunne bevares i en eller anden form for aftale, og dermed fungere som en støtte til at opretholde et troværdigt nordisk forsvarsalternativ? Side 23 skriver han, at ”Danmarks vej ind i det vestlige samarbejde gik hånd i hånd med Storbritannien”. Det er muligt, men jeg synes han kommer for hurtigt gennem sin diskussion af den ”dobbelte orientering” i forhold til spørgsmålet om hvilken forsvarsunion Danmark skulle vælge. 
  Til gengæld kan jeg følge Mariagers beskrivelse af hvorledes Danmark fortsat støttede sig til briterne i NATO, når det gjaldt væsentlige spørgsmål i det militære samarbejde, som spørgsmålet om forsvaret af den nordlige flanke i Vesteuropa, eller militære øvelser på dansk grund, som operation Main Brace på Bornholm, hvor britisk formidling var med til at sætte et dansk ønske om tilbageholdenhed overfor Sovjet igennem. Det er også en vigtig pointe, at Danmark lagde sin anerkendelse af det kommunistiske Kina i kølvandet på den britiske anerkendelse i starten af 1950, og fulgte briternes åbning for sovjetiske flådebesøg i britiske havne i 1955. I det store hele tegner der sig et billede af at små-staten Danmark følte sig udsat i den kolde krigs spændingsfelt, og fandt forståelse og støtte for sit ønske om afspænding hos Briterne, især efter Stalins død i 1953. Mariager viser, at også ideologiske forhold spillede ind, især når Socialdemokratiet og Labour var ved magten på samme tid.
   Det kulturpolitiske aspekt er, som nævnt, tildelt behandling under særskilte kapitler. De fylder heldigvis ikke så meget som de mere interessante og væsentlige afsnit om politik og økonomi, men de kunne efter min mening fylde endnu mindre.
 I stedet havde jeg hellere set en øget vægtning af andre aspekter: en mere grundig diskussion af den ovenfor nævnte ”dobbelte orientering”; mere grundig behandling af de militære og sikkerhedspolitiske aspekter.
Men bogen er meget omfattende, indeholder mange interessante diskussioner, og dækker over mange interessante aspekter af den kolde krigs tidlige periode, og for det meste læser man den med tillid og sympati.

Kastes et hurtigt blik henover navnene på bidragsyderne til nummeret, ser man, at der er tale om skribenter med forskellige faglige sprogvidenskabelige, historie- og samfundsvidenskabelige baggrunde, og det har da også været hensigten at sikre en så bred og tværfaglig behandling af emnet som muligt. Ikke desto mindre er det overordnede fokus i temanummeret blevet indsnævret til det udenrigs- og især sikkerhedspolitiske, ligesom den tidsmæssige ramme for artiklerne er fastlagt til perioden efter 2. verdenskrig.  Andre temaer, ikke mindst de kulturelle og økonomiske aspekter af den amerikanske dominans i årene efter 2. verdenskrigs afslutning, kunne med fordel have været inddraget i nummeret, men det skal her ikke bebrejdes redaktørerne af nummeret, at de har måttet foretage en række nødvendige valg og følgelig fravalg i udformningen af teamnummeret. Ved at rette fokus - forholdsvist snævert – mod det sikkerhedspolitiske er det, efter denne anmelders opfattelse, lykkedes at lave et godt og sammenhængende temanummer. Temanummeret kan selvsagt ikke fortælle den fulde historie om USA's dominans i det 20 århundrede, men det fremstår som et aktuelt bidrag til diskussionen om USA's rolle det første – og måske også det andet amerikanske århundrede.

 

Alt om den kolde krig...næsten!

Titel: Danmark under Den Kolde Krig - småstat mellem supermagter
Forfatter: Michael Boas Pedersen
Forlag: Forlaget Frydenlund
Omfang: 175 siger ill.

Anmeldt af: Peer Henrik Hansen Cand.Mag., Ph.d.-stipendiat, RUC

Man hører ofte om den dårlige forfatning, vort uddannelsessystem er i. Lokalerne er slidte, lærerne er for dårligt uddannede og bøgerne er gamle. Paradoksalt nok ser man ofte, at folkeskoler og gymnasiers historiebøger er blandt de ældste på hylderne. Derfor er det opløftende for faget at se en historiebog til gymnasierne som denne.

Her er en bog, som stort set får alle aspekter af den kolde krig med. Bogens styrke er, at den kommer ud i næsten alle kroge vedrørende den kolde krig. Bogens periodiske opbygning fører til en vekslen mellem den internationale scene og så den danske ”andedam”. Først præsenteres vi for den internationale udvikling 1945-49 og derefter hvordan det påvirkede forholdene i Danmark. Det giver en fin vekselvirkning. Endelig bliver HC Hansen-brevet vedrørende amerikanske atomvåben på Grønland indarbejdet i historiebøgerne, ligesom våbenkapløbet kædes sammen med rumkapløbet. Atomvåbens betydning for konfliktens udvikling beskrives fint i bogen. Det er blevet tydeligere, at man af datidens konflikter var betinget af den kolde krigs udvikling, og at mange af nutidens konflikter kan spores tilbage til den gang. Bogens fokus er i høj grad rettet mod de højere politiske luftlag med få referencer til, hvordan den kolde krig påvirkede almindelige danskere. Bogen er godt illustreret, og det er formentlig vigtigt, hvis man skal holde unge elever i gymnasieskolen fanget.

Fokus er lagt på de centrale begivenheder under den kolde krig, og særligt USA får meget plads, mens det danske forhold til Sovjetunionen fylder mindre. Som et gennemgående tema dukker Kina også op nu og da. I dag ved vi, at Kina spillede og vil spille en vigtig rolle i international politik, og derfor er det godt, at bogens læsere får præsenteret denne nye stormagt og dens opvækst. Læseren præsenteres for en fin beskrivelse af Stalins magtpolitik i forhold til Østeuropa, selv om der enkelte steder burde være gjort mere ud af at beskrive forholdene. For eksempel at enkelte østblok-lande faktisk først takkede ja til Marshall-hjælpen inden de blev banket på plads af Stalin. Bogen gentager heldigvis ikke tidligere tiders fejlfortolkning af Nikita Khrustjovs tanke og idé om ”fredelig sameksistens” som en sovjetisk accept af status quo men forklarer korrekt, at der blot var tale om en anden strategi i forhold til at få de vestlige demokratier til at bukke under. Nu skulle man kæmpe på værdier og økonomi, og så ville Vesten med tiden bukke under.

Der kunne dog have været gjort lidt mere ud af at beskrive og illustrere den kamp mellem kommunister og anti-kommunister, som så at sige skabte den kolde krig og forskellene mellem de to typer samfundsformer og –systemer i Øst og Vest. Der kunne godt have været gjort lidt mere ud af at understrege, at der ikke var tale om to ligestillede og ens legitime systemer. At kalde et statssystem som det sovjetiske for ”homogent” må siges at være lidt af en tilsnigelse, når man tænker på omfanget af korruption og nepotisme. Enkelte steder rækker bogen længere tilbage end 1945, og et fint sted at have gjort det endnu en gang havde været i beskrivelse af det sovjetiske system og dets besynderlige forbindelse til Hitler-Tyskland i 1930’erne. Den kolde krig var trods alt, for nu at bruge et moderne fy-ord, en værdi-kamp!

Enkelte steder synes bagklogskabens klare lys dog at spille ind, for det er nok de færreste, der i dag vil kunne fremlægge dokumentation for, at de allerede i 1980’erne så de ”tydelige spor” af, at Sovjetunionen var en nedslidt kæmpe. Murens fald og Sovjetunionens efterfølgende opløsning kom bag på alle, måske mest af alt befolkningerne bag jerntæppet.

Nu og da kunne forfatteren have taget de studerende bedre ved hånden og forklaret konsekvenserne af datidens tanker og ideer. Når det i bogen beskrives, hvordan politiske kræfter i Danmark kæmpede for Danmark og Norden som en atomvåbenfri zone, kunne forfatteren snildt have kædet det sammen med bogens andre oplysninger om eksempelvis det danske forsvar. Tidligere har vi jo fået at vide, at ”Danmarks sikkerhed var betinget af den generelle atombaserede afskrækkelsesstrategi”, og derfor kunne det jo være interessant at få at vide, hvilke konsekvenser det ville få for forsvaret af Danmark, hvis landet var blevet del af en atomvåbenfri zone, hvor atomvåben end ikke i tilfælde af krig ville være at finde på dansk jord. Ideen om Norden som atomvåbenfri zone rev naturligvis tæppet væk under et forsvar af Danmark i tilfælde af krig. Det kunne også have været givtigt for en bedre forståelse af NATO’s dobbeltbeslutning og fodnoteperiode at få at vide, at beslutningen blev konsekvensen af en europæisk og særlig vesttysk frygt for at blive ladt i stikken af USA i tilfælde af en regional krig.

Også Khrustjovs afstandtagen til 1930’ernes udrensninger og skueprocesser omtales, som om de unge læsere burde kende til Stalins udresninger. Her burde man have forfatteren kort have forklaret lidt om det sovjetiske samfunds udvikling i mellemkrigsårene. Det kan forekomme ubegribeligt, at man kan komme om at beskrive 1970’ernes oliekrise og dens indvirkning på Danmark uden at omtale de bilfri søndage.

Sidstnævnte lille eksempel illustrerer, at det naturligvis ikke er alle den kolde krigs (af)kroge, som åbenbares for læseren. En mangel ved bogen er, at den ikke betoner vigtigheden af efterretningsvirksomhed i den kolde krigs cyklus. Den kolde krig var en efterretningskrig, hvor de to blokkes efterretningstjenester arbejdede hårdt i døgndrift for at holde sig opdateret om den potentielle modstander. CIA nævnes i forbindelse med kontakten til Aksel Larsen, og KGB omtales i forbindelse med magtspillet omkring Leonid Breznjev. Og det er det! Faktum er, at efterretningstjenesternes arbejde nu og dag ændrede på den storpolitiske dagsorden. Eksempelvis i 1961, hvor nedskydningen af et amerikansk U2-spionfly skabte stor uro i forholdet mellem USA og Sovjet samt de forestående forhandlinger.

Det er jo lidt besynderligt, at den eneste spionsag, som nævnes vedrørende Danmark, er sagen omkring de to danske ”turister” i Polen, der viste sig at være sendt af sted af FE. Hvorfor er Arne Herløv Petersen, Jörg Meyer, Holm Haase og andre sager ikke nævnt. De kunne hjælpe med til at illustrere, hvordan Danmark jo var fanget i en konflikt mellem Øst og Vest, en konflikt som blev udkæmpet med alle tænkelige midler og som påvirkede Danmark på forskellig vis. De danske spionaffærer er naturligvis ikke af samme karakter som Wennerström-sagen og Treholdt-sagen i Sverige og Norge, men de afspejler ikke desto mindre det pres, et lille land som Danmark konstant var under i konflikten mellem Øst og Vest. Det kunne snildt være tydeliggjort uden det store ekstra-arbejde.

Eksempelvis kunne Michael Boas Pedersen omkring Cuba-krisen have slået flere fluer med ét smæk og fortalt om, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste bidrog til afviklingen af den store internationale krise. Han kunne både have forklaret lidt om, hvordan Cuba-krisen var en krise, der også fandt vej forbi Danmark, hvordan Danmark tog del i krisen, og hvordan efterretningstjenester arbejder.
Med særlige fly og skibe fulgte danskerne østblokkens aktiviteter i Østersøen nøje, og i forbindelse med netop Cuba-krisen blev den danske ekspertise pludselig værdifuld for amerikanerne i det storpolitiske spil. Sovjetunionen oprustede på Cuba, og den sovjetiske transport af materiel til Cuba gik gennem danske farvande. Ved hjælp af specialfremstillede fly, flyvevåbnets RF-84F Thunderflash, var man i stand til at tage billeder af de passerende skibe. Det var efter alt at dømme her, den danske efterretningstjeneste kom til at gøre en forskel i den internationale krise(1).

Chef for FE, oberst H.M. Lunding, skrev følgende i sine erindringer: ”Da det kunne konstateres, at visse skibe pludselig vendte om og atter satte kursen mod Østersøen, var dette naturligvis højst opsigtsvækkende og en betydningsfuld oplysning for USA’s præsident Kennedy i den tilspidsede situation.”(2)
Observationen vedrørende de sovjetiske skibe blev videregivet til den danske regering af , souschef i FE, kommandør P.A. Mørch, der nøjagtig som Jens Otto Krag, var lettet over den sovjetiske reaktion.(3) Her kunne den danske andedam være ført sammen med den storpolitiske scene og illustreret, hvordan de to arenaer spillede ind på hinanden.

Men... man kan ikke tage højde for det hele, og det er da også derfor, at de nævnte kritikpunkter ikke kan trække mere ned end at de overskygges af bogens mange andre gode sider. Bogen sluttes nemlig fint af med en beskrivelse af den ændrede danske udenrigs- og sikkerhedspolitik som følge af de gamle magtstrukturers sammenbrud og fjernelsen af den sovjetiske trussel mod Danmark. Det viser, hvordan den kolde krig lagde bånd på et land som Danmark, der hellere ville have velfærd end et forsvar, der kunne afskrække fjenden få minutter fra dansk territorium. Det vil være en gevinst for vore unge studerende, hvis de får lejlighed til at bruge Michael Boas Pedersens bog i undervisningen.

(1) Bob Ramsing, Den Hemmelige Tjeneste (1980), side 90. Jyllands-Posten, 26. juli 2005.

(2) H. M. Lunding & Otto Lippert. Stemplet Fortroligt – Oberst H. M. Lundings erindringer, side 144.

(3) Helge Hjortdal, Tre Røde Konger – set fra sidelinjen (1999), side 225.

Bag murene hos efterretningstjenesten

Titel: En højere sags tjeneste – PET under den kolde krig
Forfatter: Hans Davidsen-Nielsen
Forlag: Politikens Forlag
Omfang: 400 sider
Pris: kr. 269,-
Redaktion: Christine Seedorff & Per Knudsen

Anmeldt af: Peer Henrik Hansen Cand.Mag., Ph.d.-stipendiat, RUC

I blandt danske historikere har man i årevis skrevet dansk politisk historie uden at have en vigtig dimension med: nemlig efterretningsvirksomheden. I den udenlandske forskning har man i årevis anerkendt, at efterretningstjenesterne og deres aktiviteter spillede en vigtig og central rolle i forhold til politik-formulering og den førte politik. Faktisk har man her anerkendt efterretningsvirksomheden som ”the missing dimension” når politisk historie blev skrevet tidligere. Man kan ganske enkelt tale om et lag i den politiske historie skrivning som har manglet og som vi først nu så småt er ved at få beskrevet. Efterretningstjenester og efterretningsvirksomhed var og er jo aktører i det politiske liv, og det bør man tage højde for, når man beskriver den kolde krigs historie. Mange har antydet, at forskellige spionsager har haft politiske effekter ud over landets grænser og påvirket den danske politikformulering eller Danmarks forhold til fremmede magter, men det er desværre meget sjældent, at et sådan spor er blevet fulgt i historiske studier, breddeværker og større udgivelser.

Et vigtigt skridt i den rigtige retning er taget med Hans Davidsen-Nielsens bog ”En højere sags tjeneste” om PET under den kolde krig. Hans Davidsen-Nielsen lægger sig i slipstrømmen på koldkrigsrapporten fra DIIS, hvor man fik frigivet en mængde værdifuldt kildemateriale fra såvel Politiets som Forsvarets Efterretningstjeneste. og med det er det blevet lidt lettere at give et bedre og mere fyldestgørende billede af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i det 20. århundrede.
Bogen baserer sig netop på kildemateriale i Rigsarkivet, NATO-arkiverne i Bruxelles og National Archives i USA. Vigtigst er dog anvendelsen af PET’s eget kildemateriale, litteratur samt interviews med vidner, der enten har været ansat i tjenesten eller offer for dens aktiviteter. Hans Davidsen-Nielsen har været så heldig at få en række tidligere PET-chefer i tale. Beretningen er bygget op omkring disse forskellige chefer fra 1945 til 1993, og på den måde får bogen en naturlig beskrivelse af tjenesten samtidig med at beretningen gøres personlig ved at inddrage de tidligere chefer. Bogen indeholder desuden interviews med en stribe gamle aktører, tidligere PET-medarbejdere, politikere, venstrefløjsaktivister og personer, som på den ene eller anden måde har kunne bidrage til et klarere billede af PET og de personer, som tegnede tjenesten.

Forfatteren er blevet kritiseret (Weekendavisen 19. januar 2007) for at basere sig for meget på tidligere operativ chef i PET, Jørn Bro, og dennes erindringer. Det er imidlertid en af de nødvendigheder, som gør sig gældende, når man skal forsøge at beskrive efterretningstjenester og deres arbejde. Når kildematerialet ikke er tilgængeligt, må man søge nye veje, og her er interviews en god mulighed. Bogen er blevet rost (Weekendavisen 19. januar 2007) for sit portræt af PET-chef Arne Nielsen, men dette portræt ville aldrig være blevet så indgående, hvis ikke Jørn Bro havde indvilget i at lade sig interviewe til og bogen og dermed har spillet en vis rolle i bogens tilblivelse.

Alle de kendte spionage-sager om Einar Blechingberg, Arne Herløv Petersen, Jörg Meyer, Holm Haase og de forskellige Stasi-relaterede historier er beskrevete, ligesom vi hører om PET-medarbejderne, der fik fældet deres egen chef, om KGB-officeren Oleg Gordijevskij som blev agent for briterne og danskerne, og om hvordan TVIND tilsyneladende var involveret i nogle uigennemskuelige aktiviteter, der lå uden for normal undervisning. Bogen beskriver også en række PET-vurderinger af den danske venstrefløj med DKP i spidsen.
Den omfattende og dybdegående beskrivelse af den yderligtgående revolutionære Blekingegade-bande, som sættes i et nyt og mere internationalt perspektiv, er bogens bedste fortælling. Selv politiet var overrasket og i nogen grad ramt af beundring for de danske terroristers evner til at operere hemmeligt og konspirativt. Banden samarbejdede med palæstinensere i Frankrig, Mellemøsten og DDR, og samarbejdet med palæstinensernes marxistiske befrielsesfront PFLP giver naturligvis beretningen en international dimension, som i nogen grad har manglet i tidligere beskrivelser af Blekingegade-banden.

Davidsen-Nielsens bog afliver blandt andet en af den kolde krigs gamle myter (en myte som faktisk hænger ved i dag), nemlig den om at vestlige efterretningstjenester frit kunne operere i Danmark uden at skulle stå til regnskab for deres brud på dansk lovgivning. Havde vi ikke haft PET, havde amerikanerne og briterne gjort som det passede dem i Danmark, lyder forfatterens vurdering. Faktisk er CIA-folk blevet udvist af Danmark på lige fod med KGB-folk.!
Davidsen-Nielsen beskriver ganske godt det politiske spil, der er omkring efterretningstjenester, og at de i den grad er forsøgt styret af den politiske ledelse og dens embedsmænd ved at indsætte egne loyale men i efterretningssammenhænge uerfarne (parti-)folk på posten som chef for PET. Og den politiske frygt for at PET skulle være en stat i staten synes i det lys ubegrundet, da man jo har haft egne folk og embedsmænd til at lede efterretningstjenesten og dens aktiviteter. Men ved at have fastholdt billedet af en tjeneste uden politisk kontrol har man fra politisk hold haft en i offentligheden legitim årsag til at placere ansvaret for dette og hint hos tjenesten, når skandaler nu og da er dukket op.
Bogen afliver således myten om, at PET var en stat i staten! Det lod sig ganske enkelt ikke gøre. PET var nemlig holdt i relativt kort snor af embedsmænd, der fra ministerielt hold blev udpeget til at lede PET, som om de ingen som helst erfaring havde med efterretningstjenesten! Deres vigtigste kvalitet i den sammenhæng var, at de blev anset for at være loyale og tro mod Justitsministeriet. På den måde følte man, at den politiske styring og kontrol med tjenesten var intakt.

Havde Hans Davidsen-Nielsen vendt blikket mod den politiske scene, kunne mange af hans historier have fået nogle nye interessante perspektiver. Det ville have været relevant at spørge: hvordan reagerede man i samtiden på afsløringen af diverse spion- og efterretningssager? Hvordan blev Holm Haase-sagen (forsøg på at etablere et østtysk radionetværk til anvendelse i en krig mellem Øst og Vest) og Trotyl-sagen (tyveri af militært sprængstof til diverse aktioner) omtalt fra Folketingets talerstol? Her ville han og læserne have opdaget, at sager, som kunne være endt med temmelig alvorlige konsekvenser, blev latterliggjort fra Folketingets talerstol. I lyset af de frigivne oplysninger kunne man med rette spørge sig, hvordan ansvarlige politikere den gang kunne få sig selv til at dække over så alvorlige sager og bagatellisere dem på en måde, som efterlod udenforstående med en opfattelse af, at der vist mest var tale om drengestreger, hvilket langt fra var tilfældet.

Bogen er interessant, fordi den udkom på et tidspunkt, hvor de danske medier var særdeles interesserede i professor Bent Jensens artikel i Jyllands-Posten om journalist Jørgen Dragsdahls og dennes relation til den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Denne sag beskrives også i bogen langt mere detaljeret end det er blevet gjort af Bent Jensen. Når man tager i betragtning, at Hans Davidsen-Nielsen har haft så interessant og unikt kildemateriale til rådighed som det om Dragsdahl og andre, kunne man have håbet på lidt grundigere analyser af, hvad det egentlig er, som materialet viser. Som læser mangler man at få et bud på, hvorfor Dragsdahl udråbes som agent i Jyllands-Posten. Dette svar mangler, men ville have været let at give, hvis Hans Davidsen-Nielsen havde brugt lidt tid på at sætte sig ind i efterretningstjenesternes verden, deres indre logik og deres arbejdsmetoder.

Bogen viser med al tydelighed, at PET’s arkiver indeholder vigtige kilder til beskrivelsen af Danmark under den kolde krig. Materialet rækker langt ud over PET’s arbejde men kan fortælle om indenrigspolitiske forhold, international politik, fremmede magters ageren i Danmark, danskeres forhold til samme magter og udenlandske forsøg på at påvirke den danske dagsorden. På sigt kan det dog ikke forventes, at dette kildemateriale står til rådighed for historikerne. PET-materiale er gennem årene blevet destrueret – også materiale af en vis historiske betydning for afdækning, beskrivelse og opklaring af bestemte perioder og episoder. Denne destruktion har fundet sted af hensyn til den enkelte borger, ikke til samfundets historiske bevidsthed. Og nu vil Hanne Reintoft have sin sagsmappe slettet fra PET’s arkiv. I så fald vil hun blot blive en mere af mange, som er forsvundet fra arkiverne. Man har heldigvis ikke fulgt samme praksis alle steder. DDR krænkede i årevis tusinder af menneskers rettigheder og beskrev disse krænkelser i efterretningstjenestens arkiver. Det samme gjorde sig gældende i Hitler-Tyskland, og ingen vil vel mene, at sådanne arkiver skal destrueres af hensyn til de krænkede? Dette ville være en større forbrydelse mod historien, den historiske bevidsthed og de kommende generationer som skal tage ved lære af vore fejl end de krænkelser, der måtte være sket med enkeltpersoner ved deres registrering i arkiverne.

Selv om Hans Davidsen-Nielsen har skrevet en god, vigtig og læseværdig bog, der har skubbet liv i koldkrigsforskningen, må det dog konstateres: Der er lang vej endnu! Herhjemme skal vi revidere vores opfattelse af den kolde krig, dens karakter og de begivenheder, som fandt sted i efterkrigsårene frem til begyndelsen af 1990’erne. I takt med at nye kilder og dokumenter dukker op fra blandt andet efterretningstjenesternes arkiver vil vi blive tvunget til at redefinere historien om den kolde krig og de to fløje, som i årevis har rådet herhjemme blandt historikerne. Nye kræfter må til og se på den kolde krig med friske øjne og uden at have partibogen i orden! Vi bør slippe historien løs, tage det sure med det søde og lade for guds skyld være med at lægge fortidens synder på skuldrene af nye og kommende generationer. Vi må se fremad... ved at se bagud og ned i arkiverne. Det vil på sigt styrke den demokratiske proces i Danmark.

 

Anne Sørensen: "Stasi og den vesttyske terrorisme"

Anmeldt af: Michael Boas Pedersen

De seneste års stærke fokus på religiøs terrorisme har på mange måder ændret billedet af terrorisme. I 1970’erne var det i højere grad den
politisk- og nationalistisk-motiverede terrorisme, som prægede den verserende debat om terror.
I løbet af dette blodige årti dannes grundlaget for et fornuftsægteskab mellem to umage parter, DDR regimet og den vesttyske terrorbevægelse Rote Armé Fraktion (RAF), som kunne finde fælles fodslag i den ideologiske kamp for socialismen og deres had mod det vesttyske samfund.

Det er dette fornuftsægteskab, som Anne Sørensen søger at afdække i sin
bog: ”Stasi og den vesttyske terrorisme”. Bogen er en bearbejdet udgave af Sørensens ph.d. afhandling, som hun forsvarede i 2004, og beror derfor også på de studier hun lavede i den sammenhæng.
I bogen beskriver Sørensen, hvorledes Østtyskland under Den kolde Krig blev et fristed for de vesttyske terrorister. DDR-regimet opstillede de ideelle rammebetingelser for, at RAF kunne vokse og fortsætte deres bestræbelser på at destabilisere det demokratiske Vesttyskland. Der opstod i sandhed en sær alliance mellem på den ene side autoritære og systemloyale Stasi-folk og unge oprørske, men alligevel dogmatiske venstreradikale fra Vesttyskland. Til trods for deres forskelligheder fandt de to umage parter sammen i bekæmpelsen af en fælles fjende - det daværende Vesttyskland.

Bogens centrale analyse er knyttet til to store kapitler, der analyserer henholdsvis baggrunden for den vesttyske terrorismes opståen og deres politiske mål samt af det østtyske regimes bevæggrunde og midler. Med afsæt i en righoldig forskningslitteratur tegner Anne Sørensen et facetteret indtil nu på dansk ikke overgået billede af RAF og terroristernes selvforståelse.
Der er tale om et stykke farverigt historie, og i flere politiske lejre blev disse vesttyske terrorister idoliseret på linje med rockmusikere.
Andreas Baader og Ulrike Meinhof har på mange madder været klassekampens svar på legenden om Bonnie og Clyde. En fascination som har overlevet den kolde krigs afslutning, hvilket har skat grobund for flere film og bogudgivelser.
Til trods for, at Sørensen berører et højaktuelt og polariseret tema, terror og terrorbekæmpelse, formår hun at holde tungen lige i munden.
Således er bogen funderet på grundige kildestudier i Stasi-arkiverne, hvorigennem hun systematisk har afdækket de vesttyske terroristers gøren og laden frem til genforeningen i 1990.

Som oftest sker det i debatten om Den kolde Krig og venstreradikalismen, at ny viden hurtigt enten bliver klandret for at tage parti med den ene eller den anden fløj i den polariserede koldkrigsdebat. Allerede indledningsvist i sin bog erklærer Anne Sørensen, at hendes intention er erkendelse frem for legitimering, fordømmelse eller politisering.
Projektet lykkes, og man sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet gjort klogere, uden at føle sig presset ind i den ene eller anden side af den ideologiske skyttegravskrig om den kolde krig.

Hans Jørgen Bonnichsen : ”Hånden – en PET- og politikrønike”

Politikens Forlag. 256 sider, kr. 249,-
Redaktion: Elisabeth Svane og Matias Seidelin
Udkom den 16. november 2006.

Anmeldt af: Peer Henrik Hansen
Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitetscenter

Det er et særligt dansk fænomen, at tidligere ansatte i efterretningstjenester har undladt at skrive deres erindringer. I Storbritannien og USA er rækken af bidrag fra tidligere efterretningsfolk lang. Også i eksempelvis Norge og Sverige finder man en række fortilfælde, hvor såvel chefer som ansatte fra norske og svenske efterretningstjenester fortæller deres beretninger. Det har aldrig været tilfældet i Danmark. Derfor er tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET), Hans Jørgen Bonnichsens, bog ”Hånden” et særsyn. Det er kun anden gang i den danske litteraturhistorie, at en tidligere efterretningschef udgiver sine erindringer. I 1970 udgav den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjenestes (FE), oberst H.M. Lunding sine erindringer, dog uden at løfte sløret for nævneværdige hemmeligheder. Den tidligere PET-medarbejder Ib Norgaard havde flere spændende historier at byde. Hans Jørgen Bonnichsens bog ”Hånden” befinder sig et sted mellem disse to tidligere beretninger og giver et indblik i en lang karriere med en række spændende oplevelser. Bogen er tilegnet dansk politi, og det er helt naturligt, når man tager Bonnichsens personlige historie og liv i betragtning. Bonnichsen startede på politiskolen i 1965 og endte som operativ chef i PET, hvorfra han blev pensioneret i slutningen af 2006.

Over 250 får vi fortalt historien om Hans Jørgen Bonnichsens liv med oplevelser fra et spændende job i politiet med rejser og opgave på Grønland, i Sydafrika og på Cuba, hvor han oplevede Guantanamo-lejren og dens særlige forhold. Der er tale om ærlig bog, der kommer tæt på Bonnichsen uden at komme alt for tæt. Det er tydeligt, at han i sin beretning har været meget bevidst om at gøre sin fortælling nærværende uden at blive navlebeskuende. Flere beretninger kommer tæt ind på Bonnichsen og de valg, han på forskellige tidspunkter i livet har truffet. Det er en styrke og et plus, at Bonnichsen tør fortælle læseren om enge svagheder, både som menneske og som politimand. Dette giver Bonnichsens beretninger styrke, tyngde og troværdighed. Det kræver mod at lægge nogle af historierne på bordet, når man i mere end 40 år har været en del af det danske politi.

At Bonnichsen var i familie med en dømt krigsforbryder, havde han som barn ingen som helst indflydelse på. Senere valg stod for hans egen regning, og dem præsenteres læseren også for. Som ungt menneske famlede Bonnichsen efter et politisk ståsted. Nogle ville måske mene, at han som så mange andre søgte noget at identificere sig med. Det gjorde, at han som ung teenager kontaktede den sovjetiske ambassade for at få flere informationer om Sovjetunionen og kommunismen, som han var fascineret af. Endda da den kolde krig rasede på sit højeste i 1950’erne. Hvem skulle have troet, at den senere operative chef for PET i sine ungdomsår var fascineret af de kommunistiske regimer og i en årrække modtog informationsmateriale fra den sovjetiske ambassade?

Bogen er speciel, for hvis man forventer sig det store afsløringer fra efterretningstjenesternes verden, bliver nok skuffet. Bonnichsen er ikke uden grund steget i graderne og endt som operativ chef i PET. Han holder kortene tæt ind til kroppen og smider i ny og næ et kort på bordet uden fare for, at korthuset ramler. Overraskelser er der dog flere af, og den største må komme for de læsere, som har et stereotypt og fastlåst billede af en politimand og efterretningschef. Der er ingen tvivl om, at de mest forbenede venstreorienterede får gjort deres fordomme til skamme ved læsning af Bonnichsens bog. Han fremstår som et yderst reflekterende menneske med empatiske evner, der gør ham i stand til at sætte sig i sine modstanderes sted og tænke de samme tanker som dem.

Bogen har flere interessante historier og betragtninger om såvel spionage- og efterretningssager som mordgåder og større samfundsspørgsmål. Bonnichsen burde måske have været indkaldt som anklagemyndighedens vidne i den afsluttede sag mod Berlingske Tidende, hvor anklagemyndigheden søgte at påvise, at Berlingske Tidende havde skadet Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) omdømme og danske interesser ved at gengive efterretninger lækket af Frank Grevil. Bonnichsen bekræfter rent faktisk i sin bog, at Berlingske Tidendes afsløringer fra FE var ødelæggende for samarbejdet med fremmede tjenester.

Flere steder skinner det unikke danske ståsted igennem. Bonnichsens entydige afvisning af tortur ud fra et moralsk synspunkt kan forekomme ligetil, når man har håndhævet lov og ret i et samfund som det danske, hvor hverdagens konflikter ikke er så radikaliserede og modsætningsfyldte, voldelige og fanatiske. Hvordan havde Hans Jørgen Bonnichsen set på tingene, hvis hans fascination og interesse for Sovjetunionen og kommunismen havde varet ved? Eller hvordan havde Hans Jørgen Bonnichsen set på tingene, hvis han havde gjort daglig tjeneste på Vestbredden uden den danske dagligdags trygge rammer?

Det er ikke en faglig historisk bog, men Hans Jørgen Bonnichsen har alligevel forsynet bogen med en litteraturliste og dermed ydet læseren den service at kunne følge med i de bøger, som Bonnichsen undervejs har fundet inspiration i og anvendt. Historier fra fortiden bindes sammen med nyere og nutidige begivenheder og giver derfor et bud på, hvordan visse historiske begivenheder reproducerer sig selv og går igen i forskellige former. Det gør Hans Jørgen Bonnichsen ganske godt. Som sagt evner Bonnichsen at kæde sin personlige historie sammen med verden omkring ham, og det er måske ikke tilfældigt. Sønderjyllands specielle historie gennem 1800- og 1900-tallet har præget sønderjyderne, og Bonnichsen er ikke undtagelse. Det er tydeligt gennem hele bogen, at Bonnichsen som sønderjyde er historisk bevidst. Han er i høj grad præget af sin families fortid og bevidst om de begivenheder i familien, som rakte længere end blot et enkelte menneskes skæbne. Som historisk dokument er bogen dog mindre anvendelig. Det er dels en mosaik af historiske begivenheder og dels en personlig beretning, og begge dele er jo præget af fortællerens ståsted.

Politihistorisk er bogen vigtig. Igennem en årrække var Bonnichsen tilknyttet Rejseholdet, men denne politienhed eksisterer ikke mere som selvstændig institution. Den er historie. Derfor giver bogen mulighed for at få et unikt indblik i Rejseholdet og dets arbejde. Bonnichsens personlige beretning er således et vigtigt dokument til eftertidens forståelse af en af politiets tidligere enheder.

Som interesseret læser kunne man godt ønske sig enkelte ting besvaret undervejs i bogen. Som svar på hvorfor PET under den kolde krig var en af Europas mest lukkede tjenester nævner Bonnichsen ”for eksempel tiden, som PET var en del af, med dens temaer og politiske forhold.” Her kunne man godt have ønsket sig lidt uddybende kommentarer om, hvad det eksempelvis var ved de politiske forhold i Danmark, der gjorde PET så ”usynlig”.

Man kunne i det hele taget godt savne nogle refleksioner over det faktum, at efterretningstjenester er den politiske elite magtinstrument, og at små danske tjenester ikke som nogle af deres større udenlandske partnere og modstandere kan betegnes som en stat i staten. Bonnichsen konstaterer dog, at de danske politikere ikke har været sene til at kritisere PET, selv om de selv havde det overordnede ansvar for, at PET fik konkrete regler at arbejde efter. Her har politikerne imidlertid fejlet, mener Bonnichsen, ved ikke at have fastlagt og udstukket de nødvendige regler og dermed også have taget et medansvar for PET’s arbejde. Lignende eksempler finder man i udlandet.

I Sverige anmodede det svenske sikkerhedspoliti SÄPO gentagne gange skiftende regeringer om at skabe lovhjemmel til de aktiviteter, som man fra regeringerne var blevet beordret til at udføre. Det var med andre ord tjenesten selv, som igen og igen gjorde opmærksom på, at den udførte ulovligheder på ordre fra regeringen. Hvem var da skurken? Tjenesten, som overvågede og registrerede, eller den regering som bad om det og som vedholdende blev gjort opmærksom på, at det var ulovligt men uden at gøre noget?

Bogens to redaktører, Elisabeth Svane og Matias Seidelin, burde have bidt mærke i, at Cuba naturligvis ikke befinder sig i Stillehavet, ligesom de burde have fundet de enkelte manglende ord her og der. De enkelte men ret i øjenfaldende korrekturfejl er ikke nok til at ødelægge det gode helhedsbillede af bogen. Der er tale om en bog, der kan læses af alle, og som sagt har Hans Jørgen Bonnichsen en god evne til at gøre sine egne personlige oplevelser nærværende og relevante for andre ved at løfte begivenhederne op på et højere plan og brede dem ud. Man kan kun hilse Bonnichsens bog velkommen, for det er desværre alt for sjældent, at embedsmænd, officerer og andre i statens tjeneste giver os et kig ind bag facaden, skaber et modspil til politiker-biografierne og dermed lader borgerne få et bedre indblik i elitens dagligdag – det burde være en selvfølge i et demokrati som det danske.

DDR og Norden. Østtysk-nordiske relationer 1949-1989.

Thomas Wegener Friis og Andreas Linderoth (red.). 365 sider

Anmeldt af: Ole Valentin Mortensen

Bogen er en samling af artikler af forskere fra de nordiske lande, Tyskland og Holland, der var samlet i forbindelse med symposiet ”DDR og Norden” i november 2002 på Syddansk Universitet. De nordiske lande er i denne forbindelse Sverige, Danmark, Finland og Norge.

Thomas Wegener Friis gør i den indledende artikel status over forskningen i spørgsmål vedrørende DDR og Norden. Han redegør for de ganske omfattende arkiver fra det hedengangne DDR, og for forskernes muligheder i anvendelsen af disse. Bedst adgang tilbyder SAPMO arkiverne i det nuværende Tysklands ”Bundesarchiv”, hvor bl.a. dokumenterne fra SED’s politbureau og centralkomiteen befinder sig. Dokumenterne fra DDR’s udenrigsministerium, MfAA, befinder sig nu i det politiske arkiv for det fællestyske udenrigsministerium, og er underlagt en 30-års spærrefrist. Denne spærrefrist var, ved bogens udgivelse, blevet ophævet for den del af DDR’s historie der dækker perioden helt op til et af de afgørende politiske vendepunkter i landets historie: 1972/1973. Det var tidsrummet hvor den almene politiske anerkendelse af DDR som stat slog igennem i vesten, herunder naturligvis også i Norden. At hovedparten af artiklerne har fokus på spørgsmålet om anerkendelse i denne periode hænger således til dels sammen med adgangen til væsentlige politiske arkiver. Og, som bogen grundigt dokumenterer, var tiden fra midten af 1950erne, hvor Sovjet tillod DDR en mere aktiv udenrigspolitik, og frem til den almene anerkendelse i vesten, præget af en heftig og uofficiel politisk aktivitet fra DDR mod Norden, med henblik på at opnå netop denne anerkendelse.
Aktiviteterne havde til formål at øve holdningsbearbejdning på alle planer i samfundet, for dermed at presse de nordiske regeringer til at anerkende DDR som stat, og optage diplomatiske relationer med landet.

Flere af artiklerne inddrager Vesttysklands aktive bestræbelser på at modvirke DDR’s aktiviteter i Norden, og demonstrerer tydeligt hvordan Vesttyskland evnede at sætte den såkaldte Hallsteindoktrin igennem overfor de nordiske landes regeringer. Det var først efter Willy Brandt i 1969 blev kansler, og lancerede sin østpolitik, at de nordiske regeringer for alvor gjorde sig tanker om at anerkende DDR.

Før Vesttyskerne selv sendte signaler om en mulig anerkendelse af DDR, skulle man som regel ud på den politiske venstrefløj i Norden for at finde større sympati for en anerkendelse af etparti-staten. Det var dog ikke kun de kommunistiske partier i Norden, der støttede DDR. Det Radikale Venstre var langt fremme i skoene på deres landsmøde i 1966, hvor de vedtog at anerkende vor sydøstlige nabos republik (artikel af Karl Christian Lammers).

De eneste der for alvor inddrager spionage og kontraspionage i deres undersøgelser er Svend Holtsmark og Thomas Wegener Friis. Holtsmark undersøger bestræbelser fra DDR på at påvirke den norske venstrefløj, og den norske efterretningstjenestes overvågning af dette spil. Han bygger på delvist tilgængelige norske og tyske kilder, og hans er den eneste artikel med fokus på Norge. Det bør i denne forbindelse nævnes, at adgangen til stasi-arkiverne er begrænset for udefra kommende forskere, der ikke kan få direkte adgang til dem. Dertil kommer at arkiverne for DDR’s udlandsspionage-afdeling, HVA, blev destrueret næsten fuldstændigt i slutningen af republikkens skæbneår 1989. Friis vender jeg tilbage til.
Artiklerne viser at Vesttyskland, også efter Brandt var blevet kansler, satte hælene i overfor visse nordiske lande, der bevægede sig for hurtigt hen mod anerkendelsen. Især er dette slutspil om anerkendelsen interessant at følge i Pütensens artikel om Finlands forhold til de to tysklande. Men Alexander Muschiks artikel om Sveriges forhold til de to tysklande frem til 1964, er også interessant i sin analyse af vesttyskernes aktive modarbejdelse af østtyskernes aktiviteter i Sverige, der gør det klart, at Vesttyskland vejede langt tungere for den svenske regering end den østlige konkurrent. Vesttysklands stærke økonomi og tunge vægt i forhold til det vigtige europæiske marked spillede tydeligvis en afgørende rolle for de ansvarshavende politikere i Sverige.

Sverige og Finland var på vidt forskellige måder neutrale. Hvor Sverige havde frihed til at føre en selvstændig udenrigspolitik, så var Finland, gennem aftaler med Sovjetunionen efter 2. verdenskrig, og gennem landets beliggenhed i forhold til den østlige supermagt, nødsaget til at føre en udenrigspolitik, der tog vidtgående hensyn til sovjetiske interesser. Således var Finland det eneste land i verden, der helt fra 1949 hverken ville anerkende Vesttyskland eller DDR som stat. De to artikler i samlingen, der omhandler DDR og Finland, viser hvorledes de østtyske ledere søgte at udnytte denne særlige finske position til at vinde anerkendelse for deres stat. Man mente således, at Finland var nemmere at bearbejde, og at anerkendelsen af DDR i Finland ville udløse en ”kædereaktion” i de øvrige nordiske lande – altså en art diplomatisk dominoeffekt. Som Dörte Putensens artikel viser, så var finnerne mere drevne fedtspillere end som så. De holdt masken til starten af 70’erne, og begyndte så pludseligt at åbne op for en mulig anerkendelse af begge stater. Vesttyskland søgte ad diplomatisk vej at bremse ned på den proces. Putensen følger den finske linedans mellem de to tyske stater, og inddrager også den sovjetiske påvirkning af spillet fra kulissen.

De eneste to forskere i samlingen, der for alvor skriver om andet end traditionel udenrigspolitik og DDR’s bestræbelser på anerkendelse, har forsket i de tyske militærarkiver, BMA, hvor det meste materiale helt op til 1990 er tilgængeligt.
Denne forskning tegner et interessant billede af den militære dimension, og får dermed bragt spørgsmålet om DDR og Norden i sammenhæng med de sikkerhedspolitiske aspekter af den kolde krig. Danmark og Norge var fra 1949, samme år som DDR blev grundlagt, medlemmer af NATO – og fra 1961 var Danmark tæt integreret med Vesttyskland i et militært forsvar af Østersøen, et forsvar der skulle modvirke en invasion af styrker fra DDR, Polen og Sovjet, hvis den kolde krig pludselig blev varm. De to artikler viser tydeligt at Danmark, gennem sin position som ”proppen i Østersøen”, var af den højeste militærstrategiske betydning for Warszawa-pagten i tilfælde af krig, og at DDR havde en nøglerolle i den offensiv man fra denne side øvede igen og igen, og hvor Danmark lå forrest på listen over mål i Østersøregionen.

Carl Axel Gemzell har undersøgt det rige og tilgængelige materiale i den del af det genforenede Tysklands militærarkiver, der rummer de tidligere østtyske militærarkiver. Dele af disse arkiver blev destrueret lige før genforeningen, og dermed er vel de mest kontroversielle ting forsvundet, herunder færdige krigsplaner. Men Gemzell rekonstruerer overbevisende de forestillinger man havde om en krig med NATO hos de militære planlæggere i Warszawa-pagten. Det gør han på basis af planer og direktiver for de øvelser Warszawa-pagtens medlemmer afholdt i Østersøregionen. Gemzell koncentrerer sig i denne artikel om DDR’s Østersøflåde, da øvelsesmaterialet er meget omfattende. Øvelserne er for det meste begrænset til initialfasen, altså de første par dage i en eventuel krig, fordi denne fase skønnedes at være særlig afgørende for den offensive strategi man byggede og øvede på i østblokken indtil sidst i 1980’erne. Gemzell er dog i stand til at skildre et meget overbevisende krigsscenarium år 1977, hvor en offensiv af østtyske, sovjetiske og polske styrker i løbet af 14 dage rykker gennem Danmark og indleder en invasion på Norges sydkyst. Dette er det allerlængste tidsrum man kan forfølge i øvelserne.

Gemzell viser i øvrigt også ud fra kildematerialet hvordan der dybt i Warszawapagtens ledelse var tvivl om hvorvidt Sverige ville forblive neutral i tilfælde af en krig.
Thomas Wegener Friis har skrevet den anden artikel om den militære dimension. Den bygger på hans forskning i DDR’s militære efterretningstjeneste og Danmark. Kilderne er tilgængelige i dag i Tysklands militærarkiver. Han supplerer Gemzells analyser ved blandt andet at vise hvorledes Danmark var genstand for langt større interesse end noget andet nordisk land under den kolde krig, og at denne interesse voksede med landets integration i et militært forsvar sammen med Vesttyskland i 1961.
Med Gemzells og Friis’ analyser bliver nogle vigtige pointer om rammerne for DDR’s udenrigspolitiske råderum bragt på plads, som ikke står så klart i de andre artikler, der jo naturligt nok har snævert fokus på politiske forhold.

En god introduktion til nyere forskning i emnet!

 

---